Hold da helt ferie. Hvem sagde, at liggecyklister var fordomsfrie?
Som ejer af flere lowracere med tiller må jeg erklære mig stærkt uenig i nogle af de påstande, der fremføres her. Jeg kører mindst 6-8000 km på min VK2 hvert år, i byer (herunder København), på grus og andet dårligt underlag, uden problemer. Højden gør ingen forskel, når problemet som regel er, at ens medtrafikanter ikke ser sig for. Kør derfor altid defensivt.
Da jeg lige var begyndt på liggecykel, var jeg også vinglig de første 2-3 uger, mens reflekserne indfandt sig. Men da de først sad på rygraden, så var der ingen problemer. (Min allerførste liggecykel var en semilow.)
Så start med at træne, hvor der ikke er trafik, og hvor der er plads til at slingre. Vælter du meget, så klæd dig på, så du falder blødt. Jeg hørte om en, der monterede støttehjul på cyklen, til han var fortrolig med balancen. Kør uden spd i starten, så du hurtigt kan få fødderne ned. Det vil sikkert spare dig for nogle fald. Sæt eventuelt almindelige pedaler på i starten, men med tænder/godt greb. Er du helt håbløs, så start på en fodboldbane eller en jævn plæne. Så falder du blødere end på asfalt.
Sæt sædet i mest opret position, men prøv at slappe af, så du er helt tilbagelænet og ikke holder styret i et dødsgreb.
Af- og påstigning lettes ved at tage bremsen, selv om cyklen holder stille. Så ruller den ikke bagud imens. Afstigning i fart virker fint på en lowracer, bare ikke alt for meget fart. På en trike er det til gengæld opskriften på et kompliceret benbrud. Kan du slet ikke vikle dig ud pga. styret, så drej det enten 90 grader ud ved af- og påstigning (hold forbremsen) eller få et vippestyr.
Tiller _er_ mere følsomt, men det er igen et spørgsmål om tilvænning. Et "tyskerstyr" eller open cockpit vil hjælpe der. Et tyskerstyr føles som at køre en lastbil, mens tiller er mere racerbil/sportsvogn. Til gengæld brød jeg mig ikke om hånd- og armstilling med tyskerstyret (Volae Team).
At opgive efter fire timer er efter min mening for lidt. Men jeg har også oplevet folk, der fik en prøvetur, der opgav efter 20 meter. "Det er ikke noget for mig."
Held og lykke... om ikke andet så med salget af den.
mvh Mikael